Hundeslæde

En levende arbejdstradition

Hundeslædekørsel i Grønland er ikke bygget op som en tematur, der kun findes for besøgendes skyld. Slædehundene er arbejdsdyr, og de holdes og køres af grønlandske hundeslædeførere som del af en fortsat praksis. Når vi tager gæster med på en tur, træder de derfor ind i noget, der allerede eksisterer, frem for en aktivitet, der er iscenesat alene til turister.

Det har betydning for, hvordan turen bør forstås. Hundene er ikke kæledyr, og en tur foregår på deres og hundeslædeførerens arbejdsbetingelser. Føreren har ansvaret for hundespandet, ruten og de løbende beslutninger undervejs. Som passager skal man følge de anvisninger, der bliver givet, og ikke forvente, at turen kan tilpasses på samme måde som en almindelig køretur.

På en hundeslæde sidder man tæt på underlaget og er ude i kulden i længere tid. Man mærker bevægelserne fra slæden, vinden og skift i føre direkte. Det er netop denne enkle form for transport, der gør aktiviteten interessant, men den stiller også konkrete krav til påklædning og fysisk komfort. Det er ikke nødvendigt at have erfaring med hundeslæde, men det er nødvendigt at møde forberedt.

Hundelinjen: hvor hundeslædekørsel findes

Hundeslædekørsel er underlagt den såkaldte hundelinje. Den lovlige geografiske afgrænsning omfatter Vestgrønland nord for Polarcirklen samt Østgrønland. Ilulissat og Sisimiut ligger i den tilladte del af Vestgrønland, og begge steder tilbydes der hundeslædeture.

Reglen er lige så vigtig for de steder, der ligger uden for området: Hundeslædekørsel findes ikke i Nuuk, ikke i Qaqortoq og ikke noget sted i Sydgrønland. En rejse til Nuuk eller Sydgrønland kan derfor ikke kombineres med en lokal hundeslædetur. Vil man have hundeslædekørsel med i rejsen, skal rejseplanen omfatte et sted inden for hundelinjen, eksempelvis Ilulissat eller Sisimiut.

Det er værd at få denne geografi på plads, før fly og overnatning bestilles. Grønland er stort, og hundeslædekørsel er ikke en aktivitet, man blot kan tilføje i alle byer, når man først er ankommet. Vi anbefaler derfor, at man vælger destination ud fra aktiviteten og ikke går ud fra, at hundeslæder findes overalt i landet.

Hundelinjen er også en forklaring på, hvorfor hundeslæden har forskellig betydning fra landsdel til landsdel. Det er ikke et landsdækkende tilbud med samme form og tilgængelighed. Det er en regional praksis med en klar lovlig afgrænsning.

Sæsonen fra januar til april

Sæsonen for hundeslædekørsel løber fra januar til april. Det er den periode, man skal planlægge efter, hvis hundeslæden er en væsentlig del af rejsen. Uden for denne periode bør man ikke bygge en rejseplan op omkring aktiviteten.

Forholdene er ikke ens gennem alle fire måneder. Januar ligger midt i den arktiske vinter, mens dagene bliver længere frem mod april. Temperatur, vind, sigtbarhed og føre kan skifte både gennem sæsonen og fra dag til dag. En bestemt måned er derfor ikke en garanti for bestemte forhold på selve turdagen.

Tidligt i sæsonen skal man især være indstillet på begrænset dagslys og lave temperaturer. Senere på vinteren og hen mod foråret er der mere dagslys, og solen kan gøre beskyttelse mod sneblænding vigtigere. April er stadig en del af hundeslædesæsonen, men det betyder ikke, at alle dage eller alle ruter er ens. Lokale forhold afgør, hvad der kan gennemføres.

Vi anbefaler at holde noget fleksibilitet i rejseplanen. Hundeslædekørsel foregår udendørs og afhænger af forhold, som ingen arrangør kan styre. Spørg inden bestilling, hvordan ændringer håndteres, og hvad der sker, hvis den planlagte tur må justeres. Det er mere nyttigt end at vælge en dato ud fra en forventning om helt bestemte temperaturer eller et bestemt føre.

Hvad en tur kræver fysisk

Som passager sidder man på en slæde i bevægelse i længere tid. Man styrer ikke selv hundespandet, men det gør ikke turen fysisk neutral. Kroppen skal hele tiden optage slædens bevægelser, samtidig med at man sidder relativt stille og holder varmen. Kulde opleves ofte tydeligere, når man ikke selv går eller arbejder aktivt.

Længden på turen har derfor stor betydning. En kortere introduktion og en længere tur er ikke den samme belastning, selv om begge foregår med hundeslæde. Spørg om den forventede varighed, og vurder den i forhold til egen erfaring med at opholde sig ude om vinteren. Det er bedre at vælge en realistisk tur end at overvurdere, hvor længe man kan sidde komfortabelt i kulde.

Har man problemer med ryg, led eller kredsløb, skal det oplyses før bestilling. Det gælder også, hvis man er usikker på, om længere tids siddende transport på en bevægelig slæde er forsvarlig. Belastningen er anderledes end ved at gå, stå på ski eller sidde i en bil, og arrangøren skal have mulighed for at vurdere, om turen passer til gæsten.

Man bør desuden være parat til at følge korte og konkrete instruktioner. Hundeslædeføreren vurderer forholdene og håndterer hundene. Gæstens opgave er ikke at blande sig i kørslen, men at placere sig som anvist, holde hænder og udstyr samlet og sige til, hvis kulde eller ubehag udvikler sig til et problem.

Fuld pakkeliste til hundeslædeturen

Påklædningen skal bygges op i lag. Det gør det muligt at holde på varmen uden at være afhængig af ét enkelt, tungt stykke tøj. Det inderste lag skal lede fugt væk fra kroppen. Vælg derfor et fugttransporterende basislag med lange ærmer og lange ben.

Undgå bomuld som inderste lag. Bomuld holder på fugten, tørrer langsomt og mister sin isolerende virkning, når det bliver vådt. Det kan være ubehageligt på en almindelig vinterdag og et reelt problem, når man skal sidde stille på en slæde.

Over basislaget skal der være et isolerende mellemlag. Det skal skabe varme uden at sidde så stramt, at lagene presses sammen. Afhængigt af forholdene kan der være behov for mere end ét isolerende lag, men bevægelsesfriheden skal bevares. Prøv hele kombinationen hjemmefra i stedet for at vurdere hvert stykke tøj for sig.

Det yderste lag skal være vind- og vandtæt. På en slæde er beskyttelse mod vind afgørende, fordi man sidder eksponeret og ikke nødvendigvis producerer meget kropsvarme. Jakke og bukser skal kunne lukkes ordentligt ved håndled, ankler, hals og talje, uden at det bliver vanskeligt at bevæge sig.

Til hænderne anbefaler vi tynde inderhandsker under varme luffer. Luffer holder normalt bedre på varmen end almindelige handsker, fordi fingrene ligger samlet. De tynde inderhandsker gør det samtidig muligt at håndtere en lynlås, telefon eller kameraknap uden at tage alt af og stå med bare hænder. Almindelige handsker alene er ikke den bedste løsning til længere tids kulde.

Fødderne kræver rummelige, velisolerede vinterstøvler. Der skal være plads til tykke sokker og til, at tæerne kan bevæges. Støvler, der bliver for stramme med vintersokker i, reducerer isoleringen og kan gøre fødderne koldere. Prøv derfor støvlerne med de sokker, der faktisk skal bruges på turen. Et ekstra par tørre sokker er fornuftigt at have med.

Huen skal dække ørerne helt. En hætte kan supplere, men bør ikke være den eneste beskyttelse. Medbring desuden særskilt beskyttelse til hals og ansigt, så eksponeret hud kan dækkes, når vinden tager til. Halsedisse, ansigtsbeskyttelse og hue skal kunne bruges sammen uden at efterlade åbne områder mellem lagene.

Øjnene skal beskyttes mod vind, sol og genskin fra sneen. Vælg øjenbeskyttelse, der sidder stabilt og fungerer sammen med hue og ansigtsbeskyttelse. Det er især vigtigt senere i sæsonen, hvor dagslyset fylder mere, men vind og sneblænding kan være relevante gennem hele perioden.

Håndvarmere og tåvarmere er nyttige som ekstra sikkerhedsmargin, men de erstatter ikke ordentlige luffer, støvler og lag. Pak dem, så de er lette at finde, før hænderne bliver kolde. Læs brugsanvisningen hjemmefra, og tag nok med til den forventede turlængde.

Telefoner og kamerabatterier mister strøm hurtigt i kulde. Opbevar dem tæt på kroppen i en inderlomme, og tag dem kun frem, når de skal bruges. Et ekstra batteri eller en strømkilde skal også holdes varmt. Undgå at lade telefonen ligge i en yderlomme eller åben taske på slæden i længere tid.

Pak småting samlet og sikkert. Løse genstande er upraktiske på en slæde, og man skal ikke bruge turen på at lede efter udstyr med luffer på. Kamera, telefon, øjenbeskyttelse, håndvarmere og ekstra ansigtsbeskyttelse bør have faste pladser, som kan nås uden at tage det yderste tøj af.

Spørg altid før afrejse, præcis hvilket udstyr turen stiller til rådighed. Nogle ture kan levere bestemte dele af yderbeklædningen eller støvler, mens andre forventer, at gæsten selv medbringer det hele. Vi anbefaler ikke at nøjes med en generel formulering om, at varmt tøj er inkluderet. Få oplyst, om det konkret gælder jakke, bukser, støvler, luffer og øvrig beskyttelse, og hvad man selv skal medbringe under det udleverede udstyr.

Sådan vælger og bestiller vi en tur

Begynd med destinationen. Ilulissat og Sisimiut ligger begge inden for hundelinjen og er relevante valg i Vestgrønland nord for Polarcirklen. Nuuk, Qaqortoq og resten af Sydgrønland er ikke alternativer til hundeslædekørsel, fordi aktiviteten ikke findes der.

Se derefter på tidspunktet. Rejsen skal ligge mellem januar og april, og der bør være plads til, at vejr og føre kan påvirke planen. Spørg om turens varighed, den forventede fysiske belastning, krav til påklædning og den præcise fordeling mellem udstyr, der udleveres, og udstyr, man selv skal medbringe.

Fortæl på forhånd om ryg-, led- eller kredsløbsproblemer. Oplys også, hvis man har begrænset bevægelighed eller tidligere har haft svært ved at holde varmen i hænder og fødder. Det giver et bedre grundlag for at vælge en passende tur og er mere ansvarligt end først at nævne det ved afgang.

Endelig bør man vælge hundeslædekørsel med forståelse for aktivitetens karakter. Man besøger en levende arbejdstradition og følger en grønlandsk hundeslædefører og et arbejdende hundespand. Turen skal ikke vurderes som en forlystelse med et fast manuskript, men som deltagelse i en eksisterende praksis, hvor lokale forhold, hundene og førerens beslutninger sætter rammen.